På besøg i børnekirken

 
Du må bøje dig for at komme ind bag det farvestrålende filt, der hænger i lange baner ned foran indgangen til Børnekirken. De små klokker for enden af filtbanerne ringer lidt, når du støder hovedet imod.  Egentlig er det lidt uden for reglen, at du overhovedet er her. Du er jo voksen. Men du tiltrækkes af de bankende rytmer fra den MGP-agtige musik fra ghettoblasteren og 50 glade børnestemmer, der skråler: "Børnekirke - det er børn, der laver kirke. Forbudt for voksne, de må ingenting bestemme…!" Du sniger dig alligevel ind i det varme lokale. De andre voksne holder gudstjeneste i kirken ved siden af. Men de har ingen konkurrencer, som her. To børn har arrangeret og gennemfører et spil Jeopardy med spørgsmål, der åbner op for kristendommen. Programmet er afvekslende. Mange hurtige skift, så børnene bliver holdt fast. Så er der læsning fra Bibelen. Stilhed. Og så op at stå, hoppe og danse til endnu en fed sang. Børneteatret står i det ene hjørne og danner ramme om dagens "sansesang", hvor den ene overraskelse efter den anden titter frem over det sorte lærred. Nadveren indstiftes af en præst - en voksen! Og stilheden under uddelingen er slående. Du må næsten synke en gang på grund af klumpen i halsen. Her er der ikke bare børn, der bliver underholdt. Her er det børn, der laver kirke for børn - Guds børn i Guds hus.
 

Baggrunden for Børnekirken er, at vi ønsker at vise, at børn er fuldgyldige medlemmer af Guds menighed på jorden og af den lokale menighed i Sct. Michaelis Kirke. Vi ønsker at lave gudstjenester, der engagerer børn og som virker relevante for børn. Dette svarer til nogle af de værdier og den vision, menighedsrådet har fastlagt for Sct. Michaelis Kirke. Bag børnekirken står en gruppe af frivillige voksne ledere, som samtidig fungerer som "coaches" for de børn, som er med i planlægningsgruppen. En del af formålet med Børnekirken er også, at "børnelederne" kan opleve at vokse med en opgave og som sådan blive modnet som kristne mennesker.

Til forsiden af Sct. Michaelis Kirke
Sitemap - oversigtskort
Udskriv