Film og fællesskab i Sct. Michaelis

28. september 2011:
12. oktober 2011:

23. november 2011:
25. januar 2012:
Film og Tro aftnerne er blevet en populær del af aktiviteterne i Sct. Michaelis Kirke. Derfor glæder vi os til at tage hul på en ny sæson med nogle spændende film på programmet.
 
Ideen med aftnerne er, at vi efter en kort introduktion ser en inspirerende og tankevækkende film sammen. Herefter drøfter vi nogle af de emner, filmen rejser. Det kan f. eks. være filmkunst, livs - og menneskesyn, etik, tro, samfundsforhold osv.
 
Aftnerne henvender sig til alle filminteresserede, hvad enten man er vant til gå i kirke, eller ikke. Vi har været 10-20 personer hver gang og har haft nogle dejlige filmoplevelser sammen. Deltagerne har specielt været glade for de efterfølgende samtaler, fordi stort set alle har haft noget at bidrage med. Medvirkende til et godt samtalemiljø er bl.a., at vi er meget forskellige og ser forskelligheden som en styrke og ikke som en svaghed. Samtidig lægger vi stor vægt på, at alle uanset baggrund og holdninger har noget vigtigt at byde ind med i tolkningen af den enkelte film.
 
Vi mødes kl. 19.00 i Michaelisgården, Vendersgade 30 B.
 

Onsdag d. 28. september

I Filmen "To Verdener" møder vi den 17-årige Sara fra Jehovas Vidner, som forelsker sig i Theis, der ikke er en del af sekten. Herefter er scenen sat til en tankevækkende og anfægtende film om to meget forskellige verdeners uforenelighed.
 

Onsdag d. 12. oktober

"Johnny Mad Dog" viser en afrikansk borgerkrig i al sin absurde og meningsløse gru. En original og voldsom film om børnesoldater og deres ofre. Skuespillerne er castet blandt rigtige børnesoldater.
 

Onsdag d. 23. november

"Chocolat" foregår i 1959. En enlig mor flytter til en lille, fransk by, hvor hun i fastetiden åbner en chokoladebutik, der ligger lige over for kirken. Hovedrollerne spilles Juliette Binoche og Johnny Depp.
 

Onsdag d. 25. januar

"Døde Poeters Klub" udspiller sig på en amerikansk drenge-skole, hvor grundpillerne er tradition, ære, disciplin og dygtighed. Robin Williams spiller fremragende som den nye lærer Keating, der udfordrer skolens indgroede traditioner.
 
Vil du vide mere om filmene, så læs anmeldelser på filmogtro.dk
Det koster ikke noget at deltage, men vi tager et mindre beløb for kaffen.
 
Yderligere oplysninger fås hos:
Mikael Arendt Laursen 27 14 66 99, E-mail im@elboparken5.dk
Johan Schmidt Larsen 82 27 12 04, E-mail jsl@imh.dk
 
Til forsiden af Sct. Michaelis Kirke
Sitemap - oversigtskort
Udskriv