Mikaels kamp med dragen

 
Kirkens nye logo blev afsløret den 1 november 2004 som en del af menighedsrådets arbejde med visioner for Sct. Michaelis Kirke.
 

Logoet har form af et laksegl, men er holdt i mere nutidige streger for at rumme både nutid og tradition.

 
Logoet illustrerer det sted i Johannes' Åbenbaring, som Sct. Michaelis Kirke er opkaldt efter, nemlig kap. 12 vers 7-9 om Mikaels kamp med dragen:
 
»Og der blev krig i himlen. Mikael og hans engle gik i krig med dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, men kunne ikke stå sig, og de havde ikke længere deres plads i himlen. Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den.«
 
Som logoet er fremstillet, rummer det rige muligheder for tolkninger:
 
Michael er en englevinge, men kan også minde om en gennemboret hånd, idet dragekampen og sejren over Djævelen dybest set er resultatet af Jesu død på korset, hvilket også antydes i de efterfølgende vers i Johannes' Åbenbaring.
 
Djævelen fremstilles som en slange (med dragehale). Hermed antydes, at dragen i Johannes' Åbenbaring kap. 12 er identisk med den slange, som i Første Mosebog kap. 3 fik Eva til at spise af den forbudne frugt og dermed udløste syndefaldet. Logoet kan minde om, at djævle-trumfen på syndefaldets dag er vendt til nederlag. Slangen er besejret.
 
Logoet er rødt - det er segllakkens farve - og modsvares på plakater m.m. af en blå baggrund med dele af logoet som vandmærke. Begge farver dominerer kirkerummet i Sct. Michaelis Kirke, hvor det røde tæppe har blodets farve, og hynderne har den blå kongefarve. Måske kan det minde om, at den frihed og frelse, der prædikes om i kirken, er beseglet af kongernes konge med Jesu blod!
 
Logoet er fremstillet af grafisk designer Ludvig Storm, Middelfart, som også har leveret skabeloner til kirkens publikationer og papirer.
 
Motivet med Mikael og dragen genfindes som guldbelagt udskæring på kirkebænkene samt som guldbroderi på alterets antependium.
Til forsiden af Sct. Michaelis Kirke
Sitemap - oversigtskort
Udskriv