Klokken gik i stå
|
|
|
|
![]() |
Uret er fremstillet i Tyskland af Fa. Korfhage. Det blev købt og opstillet efter branden i 1955, hvor kirken og det meste af inventaret blev ødelagt. Pris kr. 18.404,- for tårnur, ringemaskiner m.m.
Siden har uret slået sine time- og kvarterslag, sørget for morgen- og aftenringningen samt startet klokkespillet fire gange dagligt.
Gennem en længere periode havde tårnuret imidlertid haft en kedelig tendens til at gå i stå. Og hver gang kostede det dyrt. Derfor blev det besluttet, at der ikke skulle arbejdes mere med det gamle urværk. I stedet blev der anskaffet et radiostyret tårnur - en udgift, som hurtigt blev tjent hjem igen i forhold til reparationsudgifterne på det gamle ur.
Det betyder, at kirkens tårnur fra nu af vil gå helt præcist - takket være stadige radiosignaler fra en sender i Frankfurt.
Det nye ur ser ikke ud af så meget i forhold til det gamle, men det virker perfekt - også hvad angår styring af time- og kvarterslag samt kirkens klokkespil, som spiller fire melodier i døgnet.
Det gamle urværk er til gengæld særdeles præsentabelt, og derfor er det blevet gjort i stand og udstillet i Michaelisgaarden.








