Politimester Per Lawaetz

1933 -2020

Per Lawaetz er født og opvokset i København.

Søn af civilingeniør Ferdinand Otto Vollrath Lawaetz * 20/1 1901 † 15/5 1957
og hustru Ellen Lyngby Jensen * 1904 † 2/3 1954.

Uddannelse/embeder
Cand. jur. fra Københavns Universitet 1959.
Politifuldmægtig i Horsens, ansat ved statsadvokaten i Aalborg, politiassessor ved Hobro politikreds og politimester i Fredericia.

Bopæl
Han bosatte sig på Øster Voldgade med
- sin hustru: Porcelænsmager Aase Mørch Lawaetz *15/3 1933 †2009
- og deres tre børn: Martin Lawaetz *1957 †1997, Vibeke Lawaetz og Torkil Lawaetz.

Han boede der, indtil han i 2014 flyttede til plejehjemmet Othello.

Vibeke er i dag billedkunstner, Torkil er advokat og Martin døde i 1997 i en alder af 40 år i forbindelse med en operation.

Politimester
Politimester i Fredericia i 1977. Ved sin ansættelse var 43-årige Per Lawaetz Danmarks yngste politimester.

I sin tid som politimester satte han blandt andet gang i et arbejde med beredskabsplaner for Fredericias store risiko-virksomheder.

Som politimester stod han blandt andet med ansvaret for beredskabet i forhold til de store og miljømæssigt risikable virksomheder i området. Et arbejde som undertegnede, Ole Dyrn, fulgte nøje, da min krigsfunktion var garnisonskommandant i Fredericia med overordnet ansvar for totalforsvaret i området.

Flere gange var der offentlig debat om alarmering i forbindelse med udslip f.eks. fra gødningsfabrikken Kemira. Men Lawaetz udtalte på et tidspunkt, at det var spild af mange kalorier og energi at gå op i, hvor en fejl var begået. Det var bedre at se fremad og sikre, at fejl ikke gentog sig.

Politireformen 2007-2010
Blev vedtaget den 4. november 2006 og var en flerårs-aftale for politiet og anklagemyndigheden. Reelt den mest omfattende og gennemgribende reform af dansk politi i nyere tid og som havde til formål at styrke og udvikle politiets evne til at løse opgaver i overensstemmelse med fremtidens krav.

Per Lawaetz var stærkt imod reformen, der indebar at politiledelsen skulle flyttes væk fra lokalområderne og sammenlægges til større enheder.

Han havde været pensioneret i tre år, da reformen blev en realitet. Det var en meget trist nyhed for Lawaetz. Han nåede dog at erfare, at der gennemførtes en nærhedsreform af politiet med bl.a. etablering af flere nærpolitienheder og mere frihed til lokale løsninger.

Forud for sin tid
Lawaetz forsøgte at bløde lidt op på politiets lidt stive - tenderende til det rigoristiske - kommandosystem, ikke mindst det lokale. Det faldt ikke i god jord, og han endte med at måtte stå skoleret for ministeren og forklare sig. I dag er hans metoder slået igennem i samfundet generelt, og ikke mindst i politi og forsvar.
Det var dette forhold og den nye politireform, der virkelig gik ham på i hans sidste år som politimester, men eftertiden har vist hans fremsynethed.

Medaljer
Per Lawaetz fik en fortjenstmedalje for 25 års tjeneste hos politiet, og han blev også ridder af Dannebrog af 1. grad.

"Ingen har sagt, det skal være let"
På politigården i Fredericia var han den første leder, som var dus med de øvrige ansatte. Social status var ikke væsentligt for politimesteren. Som familien beskriver det, evnede Per Lawaetz den fine balance at være en autoritet og samtidig være menneskelig.

I fritiden dyrkede Per Lawaetz interesser for opera og amatørfotografi. Hans billeder af blomster skabte altid stor glæde for hans elskede hustru Aase.

På hjemmefronten kunne børnene altid komme til Per Lawaetz, hvis de havde brug for at snakke om et problem. Men ofte indeholdt samtalen en bestemt bemærkning, han ofte gentog:

"Der er ingen, som har sagt, det skulle være let."

De sidste år
I 2006 blev Per Lawaetz ramt af en blodprop i hjernen. Efter en hård genoptræning var han fortsat delvist lammet i højre side.

Han oplevede en stor sorg, da han mistede sin hustru, Aase, i 2010, men han blev boende alene i hjemmet på Øster Voldgade frem til 2014, hvor han flyttede til Othello. Han var glad for livet på plejehjemmet, hvor der altid var mennesker omkring ham. Besøg fra familien udløste altid glæde, og de førte ofte til energiske ture med kørestolen i den runde plejehjemsbygning.

Død
Per Lawaetz døde på Vejle sygehus 2. oktober 2020 efter et længerevarende sygdomsforløb. Han bisattes 10. oktober 2020 fra Sct. Michaelis kirke, hvor også hans hustru Aase og sønnen Martin er urnebegravet.


Foto: Jimmi Tolstrup Henriksen

Kort om slægten Lawaetz
Oprindeligt stavedes navnet ”Lawätz”, men det blev ændret i 1803 til nuværende stavemåde. Lawaetz-slægten består af to grene Refsnæsgård og Ulkenbøll:

- Refnæsgårdskægten er opkaldt efter Refsnæsgård ved Kalundenborgog.
- Ulkenbøllgrenen fra Ulkebüll på Als.

Otto Christian Lawaetz, som var forpagter af Holmegaard Glasværk og stammer fra Ulkenbøllgrenen, giftede sig med sin kusine, Betty Sophie Christine Lawaetz, hvorved de to grene forendes.
Deres søn, Ferdinand Otto Lawaetz (* 20/1 1901 † 15/5 1957), giftede sig med Ellen Lyngby Jensen (* 1904 † 2/3 1954) og de 3 børn:

- Per Lawaetz
- Ida Agnethe Lawaetz (* 9/4 1927)
- Otto Christian Lawaetz (1929-2003), der var kunstmaler, og bl.a. stod for udsmykningen af regionaltog for DSB og udførte opgaver for Undervisningsministeriet og H.C. Ørsted Instituttet. Modtog i 1994 Eckersberg-Medaillen.

Per Lawaetz gjorde ikke meget ud af sin afstamning og af, at hver gren havde et våbenskjold, som han reelt kunne bruge begge to.

  

Af Ole Dyrn
oberstløjtnant og historisk konsulent